Emmy Kathrine Engelbrecht Pedersen Bjerregaard

Jeg blev født d. 17. september 1918 i Sunds, en lille landsby, som lå 8 km nord for Herning. Her blev jeg også døbt d. 20. oktober samme år og fik navnene Johanne Margrethe Juul.
Mine forældre, Emmy og Anders Juuul, havde i forvejen 2 børn, Jensine (Sytte) født d. 18. august 1913, og Niels født d. 22. december 1916. Senere fik de Signe ( Venne) født d. 15. august 1922 og Ingelise født d. 30. juli 1936.
Vi boede til leje i et hus, som lå ned mod Sunds sø. Der var 2 lejligheder, og der var en vognmand, som havde den anden. Da jeg var 9 måneder, flyttede vi til Herning.
Far og mor var jævnaldrende, begge født i april 1892. De blev gift d. 22 oktober 1912 i Gjellerup Kirke. Far var på det tidspunkt cementstøber, han havde ellers en uddannelse som mejerist. Mor var i huset hos sin ældre bror og svigerinde, Peter, i sunds, de havde en stor skrædderforretning med mange svende på kost.
Min farfar (fatter) flyttede ind hos far og mor, da de blev gift, han var da 57 år, og han boede hos dem til sin død i 1936. Han var en slags enkemand. Hans kone forlod ham, da far var spæd. Hun rejste til Amerika med en anden mand. Jeg erindrer ikke, at far har fortalt noget om hende, og fatter nævnte hende aldrig.
Fatter var agent for et stort frøfirma i Randers. Han solgte markfrø og hans kunder var landmænd, som han havde et familiært forhold til. På sine runder spiste og overnattede han hos dem. Da han rejste meget, kunne han ikke tage sig af den daglige pasning af min far, da han var barn, men måtte sætte ham i pleje hos andre. Ønsket om at få et hjem sammen har sikkert været grunden til, at fatter fik sit hjem hos far og mor.
Den største del af tiden var han på farten, men når han var hjemme, sad han ved sit skrivebord og ordnede ordresedler eller skrev kort til sine kunder. Han havde en lille lommebog, hvori han havde sine kunders fødselsdage, også alle børnenes, noteret op, så han aldrig glemte en mærkedag. Inden han tog på sin næste runde, havde han skrevet adressen på den gård, hvor han skulle være i weekenden, så vi kunne sende ham en hilsen, og det huskede vi altid at gøre.
Hans skrift var meget smuk og tydelig, og han skrev med blyant. Han var meget glad for os børn, og forstod at give udtryk for det. Han yndede at fortælle os, at vi var langt kønnere end vore kammerater! Vi kunne næsten altid overtale ham til at give os penge til en biografbillet, den kostede den gang 35 øre. Han havde sine penge i en lærredspose, og vi syntes, at det var så spændende, når han tog den frem og løste snoren op, så vi kunne se alle mønterne.
Han ville så gerne høre os synge, og især " Jeg elsker den gamle, den vaklende rønne", som han holdt meget af, eller " Det gamle træ, oh lad det stå". Jeg har aldrig hørt ham selv synge, men min far havde en god sangstemme, og vi sang meget i vores hjem.
I dag ville fatter være blevet kaldt en særling, hvilket han også var. Det nymodens var ikke noget for ham. Han gik i spidssnudede træsko, de var sorte og altid blankpolerede. Hans strømper var hjemmestrikkede af meget kraftigt garn, de var også sorte og gik til knæene. Han var altid i mørk habit med vest, og dertil havde han sort kravebryst. Han var maskinklippet over hele hovedet, og når han var ude, havde han blød hat på.
Han var meget overtroisk. Hvis han skulle ud og sælge og på vejen til banegården mødte enten en sort kat eller en gammel kone klædt på en bestemt måde, vendte han om, for så ville turen blive mislykket. Vi har ofte sagt farvel til ham og derefter set ham komme tilbage kort efter og sige, at han havde mødt en "pjæs" eller en "vevstjært", så han ville tage et senere tog, eller vente til næste dag med at tage af sted.
Afholdssagen gik han varmt ind for. Han var medlem af en afholdsloge, og han drak ikke noget stærkere end hvidtøl, men det fandtes i øvrigt heller ikke i vort hjem.
Ellers tror jeg ikke han havde andre interesser udover sit arbejde og sin familie, men begge dele optog også al hans tid.
"Moderne" opfindelser satte han sig aldrig ind i. Radioen og telefonen var ikke noget, som han gjorde brug af. Da han fik sin første læselampe, vidste han ikke, at den kunne tændes og afbrydes andre steder end ved kontakten, derfor var det en sikker måde at gøre sig fortjent til en biografbillet, hvis man kunne få hans lampe til at lyse igen, når vi havde slukket den ved pæren. Så beundrede han vores dygtighed med hensyn til "de kemiske apparater".
Hvis fatter var hjemme, når der skulle vaskes storvask, kunne han godt hjælpe med at trække vaskemaskinen og vridemaskinen, men ellers deltog hverken han eller far i det huslige.
Jeg tænker altid på fatter som en gammel mand, men han var jo også 63 år, da jeg blev født.
Fatters helbred var ualmindelig godt. Jeg erindrer ikke, at han har haft en eneste sygedag. Derfor ramte det ham virkelig hårdt, da han i en høj alder fik en voldsom forkølelse, der gik over i lungebetændelse. Som tidligere nævnt overnattede han hos sine kunder og et af de steder, hvor han havde sovet, havde han ligget i et uopvarmet værelse, hvor sengetøjet var klamt. Da det yderligere var en usædvanlig kold vinter, blev det mere, end han kunne holde til. Han måtte afbryde sin tur og rejse hjem, hvor han måtte gå til sengs.
Den tilkaldte læge ordinerede indlæggelse på sygehuset, men det ville fatter på ingen måde gå med til. Han holdt på, at far engang havde lovet ham, at han i tilfælde af sygdom kunne blive passet i hjemmet. På det tidspunkt var jeg ung pige i huset derhjemme, for mor var gravid i en alder af 44 år.
Der gik ikke lang tid førend vi blev klar over, at den opgave, som vi havde påtaget os, var større end vi kunne magte. Men min far stod ved sit ord, og vi fik en sygeplejerske fra Århus til at hjælpe os. Fatters tilstand forværredes efterhånden, han skulle hjælpes med alt og han vendte op og ned på dag og nat.
En overgang så det ud til, at han skulle komme sig, men han fik et tilbagefald og han sov stille ind i en alder af 81 år. Der var gået ca. 3 måneder fra hans første sygedag.

Min mors forældre boede i Hammerum i et lille hus med tilhørende have og udhuse. Jeg husker dem som gamle mennesker, men det var spændende at besøge dem, for de havde forskellige husdyr, en lille hest, som trak en jumbe, grise og høns. Selve huset virkede også dragende på os børn, fordi der på loftet var store dynger af gamle ugeblade, en gammeldags tøjrulle med kampesten, og en stor symaskine, som min morfar brugte til at sy kludesko på. Der var også i massevis af kasserede cykeldæk, de brugtes til sålerne.
Deres lille hus lå på hovedgaden i Hammerum. Foran stod en hvidmalet bænk, og jeg husker tydeligt, at vi om sommeren sad på bænken om aftenen, og folk, som gik tur, kom og sludrede, man udvekslede bynyt, alle kendte hinanden, og der var ingen forstyrrende kørende traffik.
Da jeg var omkring 6 år, holdt de guldbryllup, og samtidig blev deres yngste datter gift. Den fest står endnu i min erindring så mange år efter.
Deres liv havde været omskifteligt. De havde prøvet lidt af hvert. Fået 8 børn, hvoraf de 3 døde i en ung alder, men de havde den glæde, at de andre klarede sig godt i tilværelsen.
Min mormor var lille og spinkel, altid klædt i sort, og jeg husker, der var en bestemt duft ved hende, en mellemting mellem pebermynte- og kamferdråber. I sin kjolelomme havde hun altid pebermyntepastiller.
Morfar var meget høj og slank. Han havde gråt hår og skæg, han var det man kalder en flot mand. Han havde beskæftiget sig med mange forskellige ting, han havde blandt andet været i Amerika for at prøve lykken dér, men heldet var ikke med ham. Hvor længe han opholdt sig dér, er jeg aldrig blevet klar over, men jeg har fået fortalt, at han slet ikke lod høre fra sig i den tid, han var borte. Mormor måtte selv klare tilværelsen for sig og børnene, indtil han en dag pludselig dukkede op igen. Han havde da været væk så længe, at børnene ikke kunne kende deres far igen, men protesterede over, at den fremmede mand skulle sove i sengen hos dem.
Morfar var god til at synge og spille. Han havde en mandolin, som han trakterede, steppe kunne han også, det havde han lært i Amerika.
Huset var ikke stort. Der var en opholdsstue, som var møbleret med en sofa, en puf, et rundt spisebord med stole omkring, en symaskine og en stol ved kakkelovnen. Adskilt med en portiére var en lille stue, som jeg aldrig mindes at have opholdt mig i udover at beundre en rød plydssofa med et bord foran samt en konsol med hylde og et spejl over. På hylden befandt sig i mine øjne hjemmets klenodier: En konkylie og en porcelæns wc kumme!
Soveværelset havde 2 senge, som stod op ad væggene men en smal gang imellem. Der var også et stort hvidt møbel, nærmest et skab, det havde tidligere stået i en bagerbutik, som mine bedsteforældre havde haft i deres unge dage.
Køkkenet var mørkt, der var ikke vand indlagt, det skulle hentes i bryggerset, som også var stedet, man vaskede sig. I et hjørne var der nedgang til en skummel kælder, hvor man ikke kunne stå oprejst, og der var også en stejl trappe op til øverste etage, hvor der foruden loftspladsen var indrettet et værelse.
Det skete, at vi overnattede, men for det meste var vi på eendagsbesøg. Der var gode togforbindelser mellem Herning og Hammerum, og det kunne passe med at komme til eftermiddagskaffe og tage hjem igen til aftensmad.
Måske har vi fået lov til at være på ferie et par dage, og fra den tid er erindringen om hyggen ved at sidde på bænken foran huset. Men det er også sket, at min bror Niels og jeg har taget turen til Hammerum til fods, en strækning på ca. 5 km, og vi har på det tidspunkt været et par små rollinger, som var på eventyr, for jeg husker at mormor blev meget overrasket over vores ankomst, men vi blev altid vel modtaget.
De var meget flitttige begge to. De havde altid travlt med et eller andet. Morfar syede kludesko, som han solgte, mormor syede kludetæpper, som hun brugte som gaver.
Når mormor besøgte os, kom hun oftest alene. Morfar mente ikke, at han kunne tage fra dyrene, men selv om han var derhjemme, skulle mormor altid tidligt hjem for at lukke for hønsene, det var en stående replik.
Til deres hus hørte også en lille have, hvor de dyrkede grøntsager til eget forbrug. Den værnede de meget om, og det var ikke velset, når vi opholdt os i den. Derimod havde vi fri adgang til udhusene og laden, det var spændende områder. Især husker jeg duften af hø, det måtte vi tumle os i, så meget vi lystede.


Niels sender brev til sin søster Bitten (19 Marts 1985)

Desværre er jeg heller ikke god til huske familiens data. Der var ingen tradition hos os for at gemme på den slags og heller ingen særlig pietetsfølelse for generationerne bag os.
Så langt jeg kan huske tilbage, var bedstefar i Hammerum pensionist med en masse gøremål. Han holdt grise og fabrikerede kludesko med såler af gamle dæk, og han havde også en produktion af knaposte lavet af osterester med en hemmelig tilsætning, som gjorde dem velsmagende og stærke. Bedstefar havde ingen jord, så græsning til hesten og hø til grøntfoder fik han fra grøftekanterne, og jeg har været med til at hente husholdningsaffald som foder til grisene.
Bedstefar var længstlevende og blev, så vidt jeg husker, 83 år ( det samme som fatter). Vi børn var med til begravelsen på Gjellerup Kirkegaard. Både han og bedstemor blev sunget ud af huset i Hammerum og lå i åben kiste, men vi sang.
Fatter flyttede ind samtidig med at far og mor blev gift i 1912. Han må have været 57 år. Han var nemlig soldat i 1875 som tyveårig og altså født i 1855.
Hvad mor lavede før hun blev gift, ved jeg ikke bestemt, kun at hun traf far, mens hun var i huset hos onkel Peter.
Far fik sin mejeristuddannelse på Vattrup mejeri, og han var ansat på Sunds mejeri, da han og mor mødtes. Cementstøberiet må være startet samtidig med giftermålet, og da det gik ned, må far være begyndt hos onkel Peter.
Da vi flyttede til Herning i 1918 eller 1919 var far vist stadig agent for onkel Peter, men han var også uldhandler og rejste rundt på motorcykel. I de år fik mor en erstatning efter en påkørsel, og det hjalp lidt på økonomien, dog kun for en kort tid.
Fra tiden på Elmeallé husker jeg, at far byttede sin elskede Indian med en noget mindre motorcykel. Far gravede tørv for sig selv, og han arbejdede også som murerarbejdsmand, det sidste i den periode, hvor vi flyttede fra Elmeallé til Tværvej.
Hvorfor vi flyttede? Det er gætteri, men selv som barn vidste man besked, selvom intet blev sagt direkte. I begyndelsen var det nok på grund af økonomi og uoverensstemmelser med ejer, men senere var det for at få noget bedre, og mor var glad for at flytte. Efter Mosevej var det konstant forbedring.
Far traf F.E. i KFUM. Det må have været, mens vi boede på Mosevej han fik stillingen som bogholder. Lønnen var ikke ret stor til at begynde med ( 60 kr. om ugen), men det var en fast stilling, og mor hæklede livstykker på livet løs for fabrikken. Det begyndte at gå bedre, og jeg husker det som en tid, hvor mor far rejste hovedet.
Jeg kan ikke huske, at far tænkte på at emigrere, men da vi boede i Vestergade emigrerede vor nabo murer Hedegaard til Amerika. Kan du huske, han deltog i klinkspillet, og det er da højst tænkeligt, at de andre klinkspillere har bygget luftkasteller om deres muligheder derovre. Hvis far har talt om det, har jeg i hvert tilfælde ikke taget det alvorligt.

Kilde: Hanne Juhl. (Datter til Bitten)